Topudbytter i korn, raps og bælgsæd
Formålet er at forbedre produktionsøkonomien i planteproduktionen ved at sikre landmanden topudbytter i korn og sædskifteafgrøder, der sås forår og efterår.
Projektets resultater skal både sikre landmanden en øget selvforsyning med protein og et højere udbytte i kornafgrøderne via et forbedret sædskifte. Der arbejdes med at øge udbytte og udbyttestabilitet i sædskifteafgrøderne og i de mindre kornafgrøder som havre, vinterbyg og vinterrug. Der gennemføres forsøg med fokus på både på etablering af afgrøderne og på anvendelse af hjælpestoffer under dyrkningen. Projektet er med til at sikre, at dyrkningen af disse afgrøder kan ske på baggrund af flere års forsøg, der gør det muligt at belyse og tage hensyn til betydningen af årsvariationen.
Der gennemføres forsøg i både forårs- og efterårssåede afgrøder. I 2017 og 2018 anlægges og gennemføres forsøg i vårsåede hestebønner og korn, og der anlægges forsøg i vintersæd og vinterhestebønner i efteråret 2017, disse færdigbehandles og høstes i 2018.
I 2017 gennemføres en FarmTest med fokus på fordeling af halm og avner ved høst med brede skæreborde, og i 2018 planlægges en FarmTest med fokus på opblanding af forskellige kornarter ved lagring i stålsiloer.
Resultaterne af forsøg og FarmTest indgår i produktionsøkonomiske analyser, som sammen med forsøgsresultaterne bliver anvendt i foredrag, artikler og ved møder. Dermed kan landmændene udnytte resultaterne i deres daglige drift og i strategiske beslutninger, det øger mulighederne for at høste høje og stabile udbytter i hele sædskiftet.